Om kunsten

Jeg elsker at observere mennesker – især når jeg fanger de små, skæve øjeblikke, der får os til at trække på smilebåndet. Det kan være alt fra en kropsholdning til en særlig mimik – altid hudløst ærligt og fuld af personlighed. Netop de små glimt af menneskelighed forsøger jeg at indfange i min kunst.

I mit atelier i Aarhus leger jeg med farver, pensler – og alt, hvad der ellers kan bruges – for at skabe værker, der sprudler af livsglæde, nærvær og karakter. Jeg giver bevidst plads til skævhederne, for det er netop dem, der gør det hele interessant og levende.

Mit håb er, at mine malerier kan blive små sprækker af godt humør i hverdagen – kunst, der får dig til at trække på smilebåndet og giver dit hjem en stemning, du har lyst til at omfavne igen og igen.

Om os

Bag Camilla Holm står jeg og min kæreste Lasse – et umage, men ret effektivt makkerpar. Lasse er den strategiske og strukturerede forretningsingeniør, IT-ekspert og talknuser, der sørger for, at alt står snorlige på vores kæmpe planlægger-tavle (og holder tålmodigheden høj, selv når jeg vælter farver, pensler og idéer ud over det hele).

Jeg hedder Camilla, og jeg er mester i at skabe kreativt kaos – uddannet møbeldesigner, men først og fremmest en krøllet hjerne, der sprudler af energi, farver og skæve idéer.

Lasse holder det kølige overblik, jeg sætter fut i farverne – og sådan får vi det hele til at gå op i en højere enhed.